Kongen er ked af coronaramt Sverige: 'Jeg synes, det er gået galt for os'

Monarkens indblanding er både kontroversiel og problematisk for regeringen, siger korrespondent.

Kongen nedsabler Sveriges ageren under corona-pandemien, lyder vurderingen fra DR's Europa-korrespondent. (Foto: © Stillbillede fra Året med Kungafamiljen, SVT)

- Jeg synes, det er gået galt for os. Vi har et stort antal mennesker, der har mistet livet, og det er forfærdeligt. Det er noget, vi alle lider under.

Sådan lyder budskabet fra den svenske kong Carl Gustav.

Ordene falder i et interview med SVT og omhandler Sveriges kamp mod covid-19.

I interviewet, der først bliver vist i sin helhed i næste uge, slår kongen fast, at 2020 har været et forfærdeligt år for Sverige.

- Det svenske folk har lidt kolossalt under svære forhold, siger kongen.

- Man tænker på alle de familiemedlemmer, som har oplevet, at de ikke kunne tage afsked med deres afdøde familiemedlemmer. Jeg tror, det må være en tung og traumatisk oplevelse ikke at kunne tage en varm afsked, fortæller han SVT.

Kontroversiel udmelding

Kongens udtalelser er langt fra business as usual, fortæller Anna Gaarslev, DR's Europa-korrespondent.

- Det er på den ene side dybt kontroversielt, at den svenske konge på den måde nedsabler Sveriges ageren under corona-pandemien. Det hører ret beset ikke til hans jobbeskrivelse at mene noget om det, siger hun.

- På den anden side siger kongen lige præcis det, som flere og flere svenskere tænker – og efterhånden også siger højt. Han tager snakken om de svenske køkkenborde, sætter en gigantisk megafon for den – og blæser det ud i det offentlige rum. Det vil mange opfatte som en forløsning, siger korrespondenten.

Hun slår fast, at kongens indblanding er et stort problem for dem, der står med ansvaret for håndteringen af coronakrisen i vores naboland.

- Kongens indblanding er dybt problematisk både for myndighederne – især den svenske Sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten – og i allerhøjeste grad for den svenske regering, pointerer Anna Gaarslev.

Hun peger på, at kongens udtalelser kommer på et tidspunkt, hvor flere rapporter fastslår, at hjørnestenen i den svenske coronastrategi - beskyttelsen af de ældre - er slået fejl.

- Spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for det, bliver flittigt diskuteret, og indtil nu har strategien fra alle parter i grove træk været at skyde ansvaret over på alle andre end en selv.

- Alt det skærer kongen igennem, og det menneske, der står lige i skudlinien – det er statsminister Stefan Löfven.

Efter et efterår, hvor der indledningsvis var positive nyheder, holdt Stefan Löfven i sidste måned en dyster tale om coronasituationen i Sverige:

Trist udvikling i Sverige

Sverige har længe lidt under markant højere dødstal end resten af Norden. Hidtil har over 7.800 mistet livet.

Ved efterårets begyndelse kunne svenskerne ellers glæde sig over, at kurven i løbet af sensommeren var begyndt at flade ud. Siden er udviklingen dog gået den helt forkerte vej.

I sidste uge kom meldingen om, at 99 procent af Stockholms intensivpladser var optaget, og der har ikke været tegn på, at de mange hospitalsindlæggelser i Sveriges største byer har kurs mod at aftage.

Derfor arbejder de svenske myndigheder i øjeblikket på at få privatansatte og pensionerede sygeplejersker hentet over i den offentlige sektor i noget tid, fordi de mangler personale.

I går meddelte myndighederne, at 135 svenskere var døde inden for det seneste døgn.